Må man bruge 'og' eller 'men' lige efter punktum?
Det er rigtigt at en del dansklærere har nogle ting som de ikke kan fordrage, og som de indpisker deres elever om for alt i verden at undgå: Man må ikke begynde en periode med ’og’, man må ikke begynde en periode med ’men’, og der er andre eksempler.
Man kan sige at alene fordi nogle føler sig stødt over denne brug, kan man overveje at undgå den. På den anden side er det ikke tilfredsstillende at skulle ligge under for hvad nogle dansklærere – eller andre – har gjort en dyd ud af at undgå. Der er ingen regel om at man ikke 'må’ bruge 'og' eller 'men' lige efter punktum.
Håndbog i Nudansk forklarer:
”[Ofte står ordene og og men] først i helsætninger som hører så nøje sammen med sætningen foran at der ikke er grund til at sætte punktum foran dem. Men det betyder ikke at man aldrig må skrive og eller men efter punktum.”
Forklaringen fortsætter, og forfatterne anfører at disse anvisninger ”… kan være praktiske for børn der lige er begyndt at lære skriftsproget, og som skal vænnes af med at begynde hver eneste sætning med og eller men. Men for skriftsprogsbrugere som er ude over de første indlæringsvanskeligheder, er forbuddet mod punktum foran og og men en helt urimelig indskrænkning i udtryksmuligheder og sproglig bevægelsesfrihed.”
Og jeg kan supplere med et par litterære eksempler:
H. C. Andersen (citeret efter nyere udgave):
”Men da der igen gik nogen forbi til kirke, glemte lille Claus, at han ikke måtte sige det, og råbte da: ’Hyp alle mine heste!’”
”Og så gik de hen til åen.”
Karen Blixen:
”Og saa tilsidst vilde han træffe sin Bestemmelse.”
”Men Lullu var ikke from.”
Johannes V. Jensen:
”Men Mikkel syntes desuden, han skulde kende ham.”
”Og Mikkel følte sig fuld af Tillid overfor disse Tyskere, der jo ikke kunde vide, at man kaldte ham for ’Storken’ inde i Byen.”
Det er rigtigt at en del dansklærere har nogle ting som de ikke kan fordrage, og som de indpisker deres elever om for alt i verden at undgå: Man må ikke begynde en periode med ’og’, man må ikke begynde en periode med ’men’, og der er andre eksempler.
Man kan sige at alene fordi nogle føler sig stødt over denne brug, kan man overveje at undgå den. På den anden side er det ikke tilfredsstillende at skulle ligge under for hvad nogle dansklærere – eller andre – har gjort en dyd ud af at undgå. Der er ingen regel om at man ikke 'må’ bruge 'og' eller 'men' lige efter punktum.
Håndbog i Nudansk forklarer:
”[Ofte står ordene og og men] først i helsætninger som hører så nøje sammen med sætningen foran at der ikke er grund til at sætte punktum foran dem. Men det betyder ikke at man aldrig må skrive og eller men efter punktum.”
Forklaringen fortsætter, og forfatterne anfører at disse anvisninger ”… kan være praktiske for børn der lige er begyndt at lære skriftsproget, og som skal vænnes af med at begynde hver eneste sætning med og eller men. Men for skriftsprogsbrugere som er ude over de første indlæringsvanskeligheder, er forbuddet mod punktum foran og og men en helt urimelig indskrænkning i udtryksmuligheder og sproglig bevægelsesfrihed.”
Og jeg kan supplere med et par litterære eksempler:
H. C. Andersen (citeret efter nyere udgave):
”Men da der igen gik nogen forbi til kirke, glemte lille Claus, at han ikke måtte sige det, og råbte da: ’Hyp alle mine heste!’”
”Og så gik de hen til åen.”
Karen Blixen:
”Og saa tilsidst vilde han træffe sin Bestemmelse.”
”Men Lullu var ikke from.”
Johannes V. Jensen:
”Men Mikkel syntes desuden, han skulde kende ham.”
”Og Mikkel følte sig fuld af Tillid overfor disse Tyskere, der jo ikke kunde vide, at man kaldte ham for ’Storken’ inde i Byen.”